Hop til indhold

Kørselsfradrag 2026: Nu får studerende i yderkommuner skattelettelse

Fra 1. januar 2026 får studerende i yderkommuner og på øerne mulighed for at få kørselsfradrag, når de pendler til og fra deres uddannelse. Det er første gang, studerende bliver inkluderet i kørselsfradragsordningen, som ellers kun har været forbeholdt lønmodtagere. 

Det kræver kun, at man selv registrerer det på sin forskudsopgørelse for 2026. Skatteministeriet vurderer, at det er knap 16.000 af landets studerende, der vil få gavn af den nye skattelettelse. 

“Det er en vigtig ændring, som hjælper unge, der pendler langt for at tage en uddannelse. Mange studerende i yderområder bruger tusindvis af kroner om året på transport, og det har længe været en økonomisk barriere for at tage drømmeuddannelsen. Nu får de endelig en reel økonomisk håndsrækning.” siger Cecilie Bay Frandsen, skatteekspert hos Skatteguiden.

Hvad indebærer ændringen i kørselsfradrag 2026 for studerende?

Fra 2026 udvides kørselsfradraget til også at gælde studerende, der bor i udvalgte yderområder. Det gælder blandt andet kommuner som Tønder, Langeland, Lolland, Hjørring, Bornholm og Morsø. 

For at få kørselsfradraget skal du opfylde følgende betingelser: 

  • Du bor i en godkendt yderkommune eller ø
  • Du modtager SU og har en indkomst på mindst ca. 4.300 kr. om måneden
  • Du pendler mindst 24 km tur/retur til din uddannelse
  • Du har ikke fået rabat på offentlig transport (fx periodekort) 

 “Det er nu blevet anerkendt, at mange unge i yderområder må bruge flere tusinde kroner om året på transport til deres uddannelse. Derfor giver man nu et målrettet fradrag til netop den gruppe.” forklarer Cecilie Bay Frandsen.

Så meget kan du spare i skat

Skatteministeriet vurderer, at besparelsen i skat for studerende i yderområder kan ligge mellem 7.000 og 12.000 kr. om året. Det afhænger af, hvor du bor, og hvor langt du pendler. 

Eksempler: 

  • Bor du i Tønder og læser i Esbjerg → ca. 12.000 kr.
  • Bor du på Langeland og læser i Svendborg → ca. 7.000 kr. 
  • Bor du i Hjørring og læser i Aalborg → ca. 11.000 kr.

Man skal huske, at det kun er 25 % af fradraget, man får ud i kroner og øre. Men det vil for mange studerende stadig være en god sjat, og det vil uden tvivl kunne mærkes. Når man bor langt fra uddannelsesstedet, kan transportudgifterne hurtigt æde et stort hul i økonomien, så det her er en lettelse, som virkelig gør en forskel” siger Cecilie Bay Frandsen. 

Hvilke kommuner er omfattet af det nye kørselsfradrag? 

Du kan få kørselsfradraget, hvis du bor i én af de 25 godkendte yderkommuner eller på en af de udvalgte øer. 

De 25 yderkommuner er Bornholm, Brønderslev, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Hjørring, Jammerbugt, Langeland, Lolland, Læsø, Morsø, Norddjurs, Odsherred, Samsø, Skive, Slagelse, Struer, Svendborg, Sønderborg, Thisted, Tønder, Vesthimmerland, Vordingborg, Ærø og Aabenraa. 

Øer med fradragsadgang er Bågø, Egholm, Endelave, Hjarnø, Mandø, Nekselø, Orø, Sejerø, Tunø og Årø. 

Se listen over antallet af omfattede studerende i de enkelte kommuner her. 

Sådan får du kørselsfradrag som studerende 

Hvis du er studerende og mener, du opfylder betingelserne, så kan du allerede nu forberede dig. 

Sådan gør du:

  1. Tjek om du bor i en af de godkendte kommuner
  2.  Brug Skats beregner til at se, hvor meget du kan få i fradrag
  3. Ret din forskudsopgørelse for 2026 i november 2025 

“Selvom satserne ændres lidt hvert år, er princippet det samme: Jo længere du pendler, jo større bliver din skattebesparelse. Det gælder uanset om du pendler med bus, tog, bil eller cykel.” fortæller Cecilie. 

Husk at rette forskudsopgørelsen for 2026 nu

Mange venter til årsopgørelsen, men det kan koste dyrt. Hvis du retter forskudsopgørelsen nu, får du fradraget fordelt ud over året og dermed mere udbetalt hver måned. 

“Når du retter forskudsopgørelsen, får du glæde af fradraget måned for måned i stedet for først til næste årsopgørelse. Det giver en ekstra udbetaling til privatøkonomien.” siger Cecilie Bay Frandsen. 

Kørselsfradrag er bare en af de fradrag der er relevante at kigge ind i. Du kan få overblik over de mest almindelige fradrag her. 

 
Kort fortalt om det nye kørselsfradrag 2026 

Fra 2026 kan studerende i yderkommuner og på øerne få kørselsfradrag, hvis de pendler til uddannelse – og opfylder visse krav. Det kan give en skattebesparelse på op til 12.000 kr. årligt. 

Men du får kun fradraget, hvis du selv retter din forskudsopgørelse. 

Hos Skatteguiden hjælper vi dig gerne med at tjekke, om du er berettiget – og hvordan du får fradraget registreret, så du ikke går glip af penge, du har ret til.