Har du hørt om den nye personskattereform?
Den kan få stor betydning for din økonomi – men hvad betyder det egentlig for dig? Mange er usikre på, hvordan reformen påvirker deres skattebetalinger, fradrag og daglige budget.
Den 16. Maj 2024 blev den nye personskattereform vedtaget. Den omhandler blandt andet, en opdeling af topskatten, samt en justering af beskæftigelsesfradraget.
Se her, om det kommer til at have betydning for din økonomi 😊
I dag kan du læse om:
- Topskat – mellemskat og top-topskat
- Hvad kan jeg gøre for at undgå topskat?
- Hvordan påvirkes aktieindkomst?
- Hvad sker der med beskæftigelsesfradraget?
- Enlige forsørgere
Topskat – mellemskat og top-topskat
Fra 2026 bliver ændringerne vedrørende topskat, mellemskat og top-topskat indført.
Det skal bemærkes, at alle beløb angivet ovenfor er 2024-satser.
- Ved en indkomst over 640.100 kr. (før am-bidrag) skal der betales 7,5% i skat
- Ved en indkomst over 776.500 kr. (før am-bidrag) skal der betales 7,5% yderligere i skat
Samlet set skal man med en indkomst over 776.500 kr. (før am-bidrag) betale 15% i skat.
- Ved en indkomst over 2.588.300 kr. (før am-bidrag) skal der betales 5% yderligere i top-topskat.
Hvad kan jeg gøre for at undgå topskat?
Med kort tid til de nye reglers ikrafttræden, så er der nogle væsentlige muligheder, du kan overveje for at undgå topskat 😀
Du kan med fordel overveje at indskyde et beløb på en fradragsberettiget pensionsordning (f.eks. Arbejdsgiveradministreret- eller privattegnet ratepension).
Indbetaler du til en ratepension, vil det beløb du indbetaler blive trukket fra din personlige indtægt. Det giver dig en væsentlig skattefordel, da du kan få et fradrag på op til omkring 57 % ved indbetalingen, mens du ved udbetalingen potentielt kun skal betale ned til ca. 37 % i skat.
For at sikre, at dine fradrag er korrekt indberettet, er det vigtigt at opdatere din forskudsopgørelse. Lær, hvordan du gør det selv i vores komplette guide til at ændre din forskudsopgørelse.
Eksempel:
Tjener du eksempelvis 800.000 kr. før AM-bidrag om året, står du til at skulle betale topskat af de 800.000 kr. – 776.500 kr. = 23.500 kr.
Hvis du indbetaler 23.500 kr. til din ratepension, så trækkes det fra i din personlige indtægt, og du skal ikke længere betale topskat.
Hvordan påvirkes aktieindkomst?
Ved aktieindkomst (aktiegevinst og aktieudbytte) er beskatningen fortsat 27% eller 42%, alt afhængig af størrelsen på indkomsten.
Personskattereformen medfører herved, at beskatningen af personlig indkomst fremover vil være markant højere end beskatningen af aktieindkomst, hvis top-topskattegrænsen nås.
Du kan derved med den nye personskattereform opnå væsentlige fordele ved at modtage aktieløn (f.eks. medarbejderaktier) fremfor personlig indkomst, da beskatningen er lavere 😀
Hvad sker der med beskæftigelsesfradraget?
Fra 2025 og 2026 vil beskæftigelsesfradraget stige i forbindelse med den nye personskattereform.
I 2024 ligger beskæftigelsesfradraget på 10,65%, og det maksimale fradrag udgør 45.100 kr. – denne sats bliver forhøjet med følgende:
- 2025 – 12,30% og det maksimale fradrag udgør 53.500 kr.
- 2026 – 12,75% og det maksimale fradrag udgør 58.200 kr.
Formålet med at øge fradraget er at sænke skatten for de laveste indkomster og dermed gøre det mere attraktivt for flere at arbejde 😊
Ønsker du at få et overblik over alle dine skattefradrag og sikre, at du ikke går glip af besparelser? Så kan du læse vores guide til hvordan du sparer penge og får det fulde overblik over dit skattefradrag. Du kan også læse dette blogindlæg omkring beskæftigelsesfradrag.
Enlige forsørgere
For enlige forsørgere gives et ekstra beskæftigelsesfradrag. I 2024 ligger satsen på 6,25%, og det maksimale fradrag udgør 25.300 kr. Denne sats bliver forhøjet med følgende:
- 2025 – 11,50% og det maksimale fradrag udgør 46.500 kr.
Er du stadig i tvivl om hvordan den nye personskattereform kan komme til at påvirke dig? Kontakt Skatteguiden og få hjælp af vores skatteeksperter. Prøv 30 dage gratis nu!
Anna, Junior Tax Assistant
Skatteguiden