Arbejdsmarkedsbidrag, ofte forkortet AM-bidrag, er en skat på 8 %, som du betaler af din løn eller dit overskud, hvis du er selvstændig. Bidraget trækkes, før den øvrige skat beregnes, og har stor betydning for, hvor meget du reelt betaler i skat.
Fra og med 2026 skal du først betale AM-bidrag fra det år, du fylder 18 år.
Hvad er arbejdsmarkedsbidrag?
Arbejdsmarkedsbidrag er en statslig skat på 8 %, som alle lønmodtagere og selvstændige som udgangspunkt skal betale. Bidraget beregnes af din AM-bidragspligtige indkomst og trækkes, før A-skat og eventuelle andre skatter.
Reglerne for AM-bidrag er fastlagt af Skattestyrelsen og kan ses på Skat.dk.
Hvordan trækkes AM-bidrag af din løn?
Hvis du er lønmodtager, sørger din arbejdsgiver for at trække AM-bidraget automatisk, det gøres på lønsedlen.
På lønsedlen kan du se at fra din bruttoløn (før skat) trækkes AM-bidrag, men hvis du selv vil beregne din skattepligtige indkomst før AM-bidraget trækkes, så skal du gøre det i denne rækkefølge:
- ATP og eget pensionsbidrag trækkes fra din bruttoløn
- AM-bidrag (8 %) beregnes og trækkes
- Efter personfradraget, beregnes den øvrige skat (f.eks. A-skat)
AM-bidraget beregnes altså af din løn før almindelig indkomstskat.
Hvad betaler du AM-bidrag af?
Du betaler AM-bidrag af bl.a.:
- Almindelig løn (A-indkomst)
- Honorarer og bestyrelseshonorarer
- Feriepenge og ferietillæg
- Fri bil, fri telefon og andre personalegoder
- Overskud af selvstændig virksomhed
- Visse udenlandske indkomster
Disse indkomsttyper indgår typisk i enten A-indkomst eller B-indkomst.
Hvad betaler du ikke AM-bidrag af?
Du betaler ikke AM-bidrag af f.eks.:
- SU
- Pension og efterløn
- Dagpenge
- Kontanthjælp
- Fleksydelse og ledighedsydelse
Disse ydelser er ikke AM-bidragspligtige, selvom nogle af dem stadig er skattepligtige.
AM-bidrag og B-indkomst
Har du B-indkomst eller honorarer, skal du som udgangspunkt selv sørge for at betale dit AM-bidrag. Hvis du har en fast B-indkomst, som er registreret i din forskudsopgørelse 2026, bliver AM-bidraget automatisk indregnet i dine B-skatterater.
Modtager du B-indkomst som engangsbeløb, skal du selv sikre, at AM-bidraget bliver betalt korrekt.
Hvad går AM-bidraget til?
AM-bidraget går primært til statens udgifter på arbejdsmarkedet, herunder:
- Dagpenge
- Efteruddannelse
- Orlovsordninger
- Aktivering og arbejdsmarkedstiltag
Bidraget er altså med til at finansiere centrale dele af det danske velfærdssystem.
AM-bidrag og skatteloft
AM-bidrag indgår ikke i skatteloftet. Det betyder, at selvom der er en øvre grænse for den samlede indkomstskat, kan den faktiske samlede skat blive højere, når AM-bidraget medregnes.
Dette forklares nærmere i artiklen om skatteloft.
Vil du undgå overraskelser i skat og sikre, at din økonomi er sat rigtigt op?
Prøv Skatteguiden gratis i 1 måned, og lad os hjælpe dig med at få styr på skatten.
FAQ om arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag)
Hvad er AM-bidrag?
AM-bidrag er en skat på 8 %, som du betaler af din løn eller dit overskud, hvis du er selvstændig. Bidraget trækkes, før den øvrige indkomstskat beregnes, og opkræves automatisk for lønmodtagere.
Hvem skal betale arbejdsmarkedsbidrag?
Alle lønmodtagere og selvstændige skal som udgangspunkt betale AM-bidrag. Det gælder også for honorarer og visse former for B-indkomst. Modtager du kun SU, pension eller dagpenge, betaler du ikke AM-bidrag.
Hvordan beregnes AM-bidrag?
AM-bidraget udgør 8 % af din løn, efter ATP og eget pensionsbidrag er trukket fra. Først når AM-bidraget er trukket, beregnes den øvrige skat.
Skal man betale AM-bidrag af B-indkomst?
Ja, B-indkomst er også AM-bidragspligtig. Har du en fast B-indkomst, som er registreret i forskudsopgørelsen, bliver AM-bidraget automatisk medregnet. Ved engangsbeløb skal du selv sikre betalingen.
Indgår AM-bidrag i skatteloftet?
Nej, AM-bidrag indgår ikke i skatteloftet. Det er derfor muligt, at den samlede skat inklusive AM-bidrag overstiger den maksimale indkomstskat.
Hvornår begynder man at betale AM-bidrag?
Fra og med 2026 betaler du først AM-bidrag fra det år, du fylder 18 år.