fbpx

Mange danskere bøvler med at betale den rette skat i løbet af året. Det betyder, at mere end hver fjerde dansker står til at skulle have penge op af lommen og betale restskat, viser en analyse fra Skatteguiden.

D. 11. marts offentliggør Skattestyrelsen danskernes årsopgørelser for 2023. Her får alle endegyldigt svar på, om man skal betale restskat, eller om der ligger en glædelig overraskelse i vente fra SKAT.

Lige nu står hver fjerde dansker (26%) til at få skattesmæk med røde tal på årsopgørelsen. Til gengæld står 74% til at få penge tilbage i skat. Det viser en analyse lavet af virksomheden Skatteguiden. Dertil anslår de, at danskerne i gennemsnit får 7.267 kr. tilbage i overskydende skat, mens den gennemsnitlige tilbagebetaling af restskat vil lyde på 6.711 kr.

Analysen er lavet på baggrund af Skatteguidens service ’Tidlig Årsopgørelse’, som bliver beregnet ved hjælp af en algoritme, der tager afsæt i danskernes skatteoplysninger. Servicen er gratis og tilgængelig for alle. Det betyder, at alle danskere allerede nu kan tjekke sit estimat på årsopgørelsen i Skatteguidens app og få afklaret, om de skal have overskydende skat tilbage eller skal betale penge.

Når SKAT har frigivet årsopgørelsen, vil man også kunne se den endelige årsopgørelse i Skatteguidens app.

Hvem rammer tættest på og længst fra skiven?

62% af danskerne rammer mellem 1.000 kr. og 10.000 kr. forkert på årsopgørelsen, og det gælder både for dem der skal betale restskat, og dem der skal have penge tilbage. Derudover har 23% en difference på mere end 10.000 kr. og kun ca. 15% af danskerne rammer inden for 1.000 kr. Og for de helt skarpe, som rammer inden for 10 kr., så er procentdelen på cirka 0,5%.

Skatteguidens indblik i danskernes skattetal viser også demografiske udsving. Tendensen viser, at jo ældre du er, jo større er risikoen for, at du står til at få skattesmæk. Næsten en ud af tre af danskerne mellem 60-69 år står til at skulle betale restskat (32%). Derimod betaler danskere mellem 20-29 år oftest for meget i skat i løbet af året, og her kan hele 76% se frem til at modtage overskydende skat.

Kigger man rundt omkring i landets kommuner, så er det indbyggerne i Faxe kommune, der står til at indtage førstepladsen i at få røde tal på årsopgørelsen. Fire ud af ti i Faxe kommune (42%) står til at betale en ekstra regning til SKAT. Folk i Morsø kommune er derimod landets bedste til at undgå at skulle betale restskat. Her kan hele 83% se frem til at modtage overskydende skat.

”Det volder ofte danskerne udfordringer, når de skal indberette til Skattestyrelsen. Typisk glemmer folk de fradrag, som ikke overføres automatisk til årsopgørelsen såsom befordringsfradraget, rejsefradraget og fradrag for udenlandske lån. Derfor er det vigtigt at tjekke en ekstra gang for at se, at tallene stemmer, så de ender med det korrekte beløb på årsopgørelsen” fortæller Kristoffer S. Olesen, skatteekspert i Skatteguiden.

Om ‘Tidlig Årsopgørelse’

Skatteguiden beregner en ’Tidlig Årsopgørelse’ ved hjælp af en særlig algoritme, de har udviklet, der tager afsæt i brugerens skatteinformationer i kombination med en række antagelser. Det giver et ret præcist estimat af resultatet på årsopgørelsen, som sidste år havde en nøjagtighed på 98% inden for +/-500 kr. og 92% inden for +/- 100 kr.

Om Skatteguiden

Skatteguiden er Danmarks eneste Skatteapp, som hjælper folk med at holde styr på deres skat. Virksomheden blev stiftet i 2017 af Nikolai Høgskilde og har i dag 26 medarbejdere. I Løvens Hule investerede Jesper Buch 1,5 millioner kr. for 12,5 procent af virksomheden. I appen kan man bl.a. se, om man betaler den rette skat hver måned, få tilrettet sin skat korrekt og finde sine glemte fradrag.

Pin It on Pinterest